Bijeto´s Abyssinier & Somali katte

Lidt om os selv Vores katte Udstillingsresultater Killinger Links
Gæstebog Historier  Info om racen  Galleri English

Bijeto´s Effy von Silver - sortsølv somali-hankat

Vores somali hankat blev født 05.12.2001. Vi ringede til Bijeto, fordi vi havde fået at vide, at de havde en han kat til salg. Da var vores Effy lige blevet født. Han var endnu ikke solgt, så vi aftalte at komme ud og se ham mellem jul og nytår 2001. Han var da ca. 3 uger gammel. Uheldigvis var det kraftigt snevejr det år og svært at køre ud, men vi ville ud og se vores mis, så vi drog afsted til Ballerup i snevejr. Vi var vilde med ham, han var så sød og tillidsfuld, så ham måtte vi bare eje.

Hos Birgitte & Tommy føler man sig velkommen og de er så søde til både at fortælle om deres killinger og voksne katte. Vi var så ude og besøge Effy med jævne mellemrum og han voksede sig jo stor og stærk, men vi syntes jo, at der var lang tid til marts, til vi kunne få ham hjem.

Endelig oprandt den dag, i starten af marts 2002, hvor vi skulle have ham hjem. Birgitte & Tommy kom ud med ham og der sad han så i sin transportkasse og kiggede på os og vi syntes han så lidt ensom ud, men det er jo også hårdt at blive sendt væk fra sin mor og søster. Og hvad er det for et sted, man kommer hen. Man ved det jo ikke.

Vi satte ham af ved kattebakken, hvorefter vi satte os ind i stuen for at vente på ham. Han var et stykke tide nede på toilettet, hvor bakken står, bevægede sig derefter langsomt, men sikkert, mod gangen og stuen. Endelig kunne vi se ham, han gik nysgerrigt omkring for at undersøge det hele. Han kom ind i stuen og kom hen imod os, flot knejsende og med løftet hale. Nu havde han indtaget sit nye hjem og så kunne Birgitte & Tommy jo godt køre hjem igen.

Vi var jo spændte på hvordan det ville være at få en killing i huset, det havde vi ikke prøvet før. Vi havde en voksen abyssinier hun kat på 5 år, som havde været ene kat i et stykke tid og som nok var blevet forkælet og derfor var lidt af en "primadonna". Den "gamle" kat viste sig ikke før sent om aftenen, så Effy havde rig mulighed for at undersøge sit nye hjem i "fred og ro".

Den næste uge havde vi taget fri, for at være hos vores nye familie medlem. Vi regnede med at de følgende dage og nætter uden mor og søster ville blive hårde og lange, men han følte sig tilsyneladende ganske godt tilpas i sit nye hjem, vi hørte ikke den store jamren fra ham. Vi sørgede selvfølgelig også for, at han havde det godt, vi var jo glade og forventningsfulde mht. sådan en lille størrelse. Han gik stort set rundt i hele huset fra "dag 1", dog stadig undersøgende og nysgerrig og opmærksom på nye lyde.

Nu skulle vi så til at "opdrage" en killing, som vi havde hørt var hårdt arbejde. Det kan vi imidlertid ikke genkende, for Effy har været så nem at have boende. Første møde mellem de 2 katte forløb nogenlunde fredeligt. Effy var selvfølgelig imødekommende "hjemmefra" og gik hen til hun katten med "krum hals", mens hun var mere reserveret, så hvis Effy blev for "vild" og kom for tæt på, fik han en pote og et hvæs som hilsen, dog aldrig med voldsom kraft. Hun katten blev meget fornærmet og vi så hende næsten ikke de første 2 uger fra Effy kom, stort set kun til spisetider. Vi lod hende være for at vænne sig til tanken og langsomt kom hun "ud af busken" og i dag er der ingen problemer mellem dem, de giver endog engang imellem hinanden "et bad".

Vi syntes, vi er sluppet nådigt mht. væltede potteplanter, hængen i gardiner, kradsen i møbler osv. - ingen større skader -. Når der har været optræk til "unoder" kunne vi "tage" ham i opløbet og vise ham hvor man måtte kradse - bl.a. kradsetræet-, og han har faktisk været meget "lydhør" overfor vores formaninger.

Familien er siden blevet udvidet med 1 lækken hun Birma killing og en schæferhund. Effy følger tit hunden og så ser det ud som om vi har to hunde. Effy og den nye killing leger ofte sammen og tit går den vilde jagt henover gulvene med 180 km/t. og så er det om at flytte sig, hvis man ikke vil "tromles" ned.

Han er som en hund, han følger os overalt i huset, han er meget nysgerrig og han kommer når vi kalder på ham. Går vi ud i køkkenet, tropper han og vores øvrige katte troligt op og gør sig lækre, ifald der skulle "falde noget af". Så der står 3 katte på rad og række på vores køkken spisebord og venter på godbidder samt en schæferhund på gulvet.

Nu er Effy blevet 1 år og en stor hankat på ovre 4 kg og knap så "vild" mere, så nu skal vi prøve at avle på ham og det glæder vi os meget til.

Effy´s glade ejer - Mariann Jacobsen

 

Tilbage til historier